Hvad der en belastningsreaktion?

En belastningsreaktion kan opstå, hvis man gennem en længere periode har været under stort pres psykisk og pludselig oplever endnu en belastning, og ikke kan rumme mere. Den kan også opstå som en umiddelbar reaktion på en akut opstået stor forandring i livet, som fx opsigelse, alvorlig sygdom, skilsmisse eller dødsfald. Kroppens alarmberedskab mobiliseres, og man kan opleve at reagere voldsomt emotionelt, fysisk og psykisk.

Alt efter hvem man er, og hvad man oplever, er det forskelligt hvor voldsom og langvarig reaktionen er. I mange tilfælde vil den første forskrækkelse, og chokreaktionen forbundet hermed, lægge sig naturligt efter noget tid, og der vil igen komme balance i systemet.

Hjælp til belastningsreaktion?

For at bearbejde det skete, kan det være nødvendigt at tale med andre om, hvad man har oplevet, og hvordan man har det. Det kan også være nødvendigt at få viden om, hvad der er normalt at tænke og føle i situationen, samt at få sparring på, hvordan man bedst kan passe på dig selv.

Ved belastningsreaktioner arbejder vi med at forstå og finde orden i det kaos, der rumsterer inde i dig. Vores generelle fokus vil være at finde frem til, hvordan du lige så stille kan lære at leve med det hændte, så der også bliver plads til andre ting i livet.

Typiske symptomer på belastningsreaktion

Fysiske

  • Rastløshed
  • Uro
  • Anspændthed
  • Ondt i maven
  • Hovedpine
  • Søvnløshed

Psykiske

  • Chok
  • Forvirring
  • Ængstelighed
  • Tristhed
  • Nedsat lyst til aktiviteter, man ellers plejer at nyde
  • Vrede
  • Følelse af skyld eller skam
  • Nedsat energi
  • Kognitive vanskeligheder (fx nedsat hukommelse- og koncentrationsevne)
  • Ændret appetit