Selvværd

Tænker du meget over, hvad andre tænker om dig? Har du mange tanker om ikke at gøre ting godt nok og ikke at være god nok, som den du er? Så kan det være, du, som mange andre, slider lidt med dit selvværd.

Selvværd handler om den måde, vi ser os selv på – og tankerne og følelserne forbundet hermed. Det handler om et grundlæggende syn på og vurdering af en selv – med de ressourcer, og også indimellem fejl og mangler, der hører hertil.

Selvværd udvikles tidligt i livet, da det bygger på oplevelser med tilknytning gennem barndommen. Det videreudvikles efterfølgende via de erfaringer vi gør os. Det kan have trange kår, hvis vi ikke er blevet mødt med kærlighed og accept som den, vi er, og det kan blive yderligere udfordret af nogle af de udfordringer, vi kan møde videre i livet.

Lavt selvværd er ikke i sig selv et problem. Der er ikke en lov om, at vi alle skal elske os selv for at have et godt liv. Lavt selvværd kan dog gå hen og skabe problemer, hvis det bliver meget bestemmende for vores måde at være i verden på, og begrænser os i at leve det liv, vi ønsker at leve.

Konsekvenser af lavt selvværd

Et lavt selvværd kan have stor betydning for ens generelle humør, men også for selvtilliden og ens måde at møde andre mennesker på. Et lavt selvværd kan for mange betyde, at man komme til at bruge rigtig meget tid i sit eget hoved, og at man let kan komme til at mistolke andres intentioner og handlinger, fordi man kommer til at se dem gennem de tidligere oplevelser, man har haft med andre. Man kan  have meget svært ved at tage imod ros og anerkendelse, fordi det ikke passer ind i de tanker, man har om sig selv. Det kan i sidste ende betyde, at man kan være tilbøjelig til at skubbe andre fra sig – også indimellem nogen, der faktisk sætter pris på en som lige nøjagtig den, man er. Man kan på den måde risikere at ende i en negativ spiral, hvor ens tanker om livet – og sig selv i livet – spænder ben for at møde det, man egentlig har brug for og ønsker.

Sådan arbejder vi med selvværd

Selvværd er ikke en på én gang fastlagt størrelse. Det er noget, der kan påvirkes gennem hele livet.

Når vi arbejder med selvværdsproblematikker hos mig, forsøger vi at møde dem med forståelse. Vi vil i første omgang prøve at forstå, hvor tankerne og følelserne om dig selv stammer fra. På den måde får vi mulighed for også at undersøge, hvilke leveregler og tankemønstre der har formet dit selvværd gennem tiden og måske stadig præger det i dag. Når vi kender os selv, og kender vores automatiske tanke- og handlemønstre, kan vi også bedre arbejde med at løsrive os fra dem.

Det er ikke sikkert, vi i første omgang kan ændre på tankerne og følelserne omkring dig selv, og det er heller ikke altid her, det giver mest mening at starte. Det giver ofte mere mening at rette fokus mod at blive god til at håndtere tankerne og følelserne på en måde, så de bliver mindre styrende i livet og mindre begrænsende for adfærden. Vi arbejder med, at du bliver bedre til at gøre de ting, du synes er vigtige i livet. På den måde giver du også dig selv muligheden for at skabe nye erfaringer med verden og andre – erfaringer, der kan ende med at skabe en positiv bevægelse og i sidste ende også styrke dit selvværd.

silhouette of woman dancing in the middle of grass field